Slaget ved Den Milviske Bro

Den Milviske Bro

Slaget ved Den Milviske Bro fandt sted 28. oktober år 312 mellem de romerske kejsere Konstantin den Store og Maxentius. Slaget fik sit navn fra Den Milviske Bro, som var en vigtig rute over floden Tiberen. Efter Konstantins sejr begyndte han at omdanne tetrarkiet og endte således med at blive enehersker i Romerriget. Maxentius druknede i Tiberen under slaget, og hans lig blev senere fisket op fra floden og halshugget.

Konstantins Triumfbue

Ifølge kronikører som Eusebius af Cæsarea og Lactantius markerede kampen begyndelsen på Konstantins omvendelse til kristendommen. Eusebius af Caesarea fortæller, at Konstantin og hans soldater fik en åbenbaring (In hoc signo vinces) sendt af den kristne Gud. Dette blev fortolket som et løfte om sejr, hvis Chi-Rho-tegnet, de to første bogstaver i Kristi navn på græsk, blev malet på soldaternes skjolde. I forbindelse med fejringen af sejren blev der opført en triumfbue, Konstantins Triumfbue, der beskriver Konstantins sejr som et resultat af guddommelig indgriben; imidlertid viser monumentet ikke nogen åbenlys kristen symbolik.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy